L

Hvad betyder ©, og hvornår bruges det?

Ligesom ® bruges for at signalere, at et mærke er et registreret varemærke, bruges ©-symbolet for ophavsretligt beskyttede værker. ”C” i ©-symbolet står for ”copyright”, der betyder ”ophavsret” på dansk. 

Symbolet bruges i forbindelse med et værk, som f.eks. et maleri, fotografi, en film, noget musik eller sågar en hjemmeside, hvor ejeren ønsker at signalere til omverdenen, at værket er beskyttet af ophavsret. 

Ophavsretten er en eneret for ophavsmanden til at fremstille eksemplarer af værket og til at gøre det tilgængeligt for almenheden. Rettigheden stiftes ved frembringelsen af værket, hvis værket kan karakteriseres som en litterær- eller kunstnerisk frembringelse og opfylder kravene til originalitet. 

Det er ikke et krav for beskyttelsen, at der gøres brug af ©, men symbolet kan bruges til at signalere overfor andre, at du anser dit værk for at være ophavsretligt beskyttet, og at de ikke må bruge det uden din tilladelse.

Hvis dit værk ikke er ophavsretligt beskyttet, kan det stadig være beskyttet af andre rettigheder, f.eks. rettigheder efter markedsføringsloven, som du kan læse mere om her

I visse lande, f.eks. USA og Kina, er det muligt at registrere ophavsrettigheder. Registrering af ophavsrettigheder kan i nogle lande være vigtigt, da det kan have betydning for muligheden for at kunne kræve erstatning, hvis ens ophavsret bliver krænket. Dette er ikke tilfældet i Danmark, hvor det slet ikke er muligt at registrere ophavsret. 

I Danmark varer ophavsretten som hovedregel fra frembringelsen og indtil 70 år efter ophavsmandens død. Ophavsmanden kan overdrage sine rettigheder til tredjemand. 

-o0o-

SAVI kan hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til ophavsret i Danmark eller i andre jurisdiktioner, hvor vi kan søge bistand via vores globale netværk af lokale IPR-eksperter.

Læs evt. også om brugen af ® og TM her.