L

Hvad er symbolerne ® og ™? Hvornår bruger man dem og hvorfor?

Det er ganske sandsynligt, at du fra tid til anden støder på symbolerne ® og ™ efter navne på f.eks. produkter, virksomheder, logoer eller lignende. Symbolerne bruges i forbindelse med varemærker – både i Danmark og i udlandet. Mens der i udlandet kan være særlige regler omkring brugen, er dette ikke tilfældet i Danmark. Bruger du symbolerne, bør de imidlertid bruges korrekt, uanset hvilket land brugen sker i.

Hvornår bruges ®, og hvornår bruges ™?

™ er en forkortelse for ”trade mark” (”varemærke”), og symbolet bruges som udgangspunkt sammen med varemærker, der ikke er registrerede, men som indehaveren alt andet lige anser for at være et varemærke. Du kan således bruge ™-symbolet til at signalere overfor andre, at du anser et produktnavn, logo etc. for at være et varemærke, selvom det ikke er registreret. Som det imidlertid altid er tilfældet med varemærker, bør du inden have undersøgt, at din brug ikke krænker andres ældre varemærkerettigheder – med andre ord bør du ikke ukritisk skrive ™ efter produktnavne mv. uden først at have (fået) foretaget en forundersøgelse. 

®-symbolet bruges sammen med registrerede varemærker. Symbolet viser, at du har registreret din eneret til at bruge det pågældende varemærke. 

I Danmark behøver du ikke benytte ™ og ®-symbolerne, men i nogle lande kan omfanget af din rettighed afhænge af brugen af symbolerne, eksempelvis i USA, hvor det kan have betydning for f.eks. erstatningsspørgsmål. I visse andre lande er det forbudt at benytte et symbol på en ukorrekt måde, da det kan risikere at vildlede folk til at tro, at varemærket er registreret, uden det er tilfældet. 

Du bør derfor tænke over din brug af symbolerne i relation til de forskellige lande. Hvis mærket f.eks. kun er registreret i Danmark, bør du ikke bruge ® i forbindelse med mærket, hvis du promoverer mærket i et land, hvor det ikke er registreret – i hvert fald ikke uden at have sikret, at en sådan brug vil være tilladelig i det pågældende land. Det er således altid en god idé at orientere dig om reglerne for brugen af ™ og ® i udlandet, hvis du ønsker at markedsføre og/eller eksportere dine varer eller tjenesteydelser.

-o0o-

SAVI® kan bistå dig med at undersøge dette til bunds i de fleste jurisdiktioner via vores globale netværk af lokale IPR-eksperter.

Læs også om brugen af © her.