FORRETNINGSBETINGELSER FOR SAVI ADVOKATANPARTSSELSKAB

Forretningsbetingelserne gælder for alle advokatopgaver, som SAVI Advokatanpartsselskab, Vintervej 16, 2920 Charlottenlund, Danmark, CVR nr. 44608235 (herefter ”SAVI”) udfører for Kunden, medmindre Kunden har indgået anden skriftlig aftale for den pågældende opgave med os.

1. Advokater

1.1 Enhver advokat i SAVI er beskikket som advokat af Justitsministeriet i Danmark og er medlem af det danske Advokatsamfund. 

2. Udførelse

2.1 SAVI vil i samarbejde med Kunden definere den opgave, som SAVI skal løse.

3. Honorar

3.1 Honoraret fastsættes ud fra en samlet vurdering af opgavens omfang, hvor vi bl.a. vurderer ressourceforbrug, den forbrugte tid, særlige kompetencer, stramme tidsfrister, udførelse af arbejdet uden for normal arbejdstid eller et særligt ansvar forbundet med opgaven. 

3.2 Udgangspunktet er, at SAVI ikke afholder udlæg for kunder i forbindelse med eksempelvis stiftelse af rettigheder. SAVI vil derfor som udgangspunkt anmode Kunden om at betale et forskud til brug for betaling af officielle gebyrer. Afhængig af størrelsen på vores eget honorar kan vi også anmode om betaling af et forskud til dækning heraf inden arbejdets påbegyndelse. 

3.3 Hvis vi har afholdt omkostninger og udlæg som led i udførelsen af en opgave, herunder f.eks. gebyrer, rejse- og opholdsudgifter samt visse kopierings- og forsendelsesudgifter, vil disse blive afregnet i forbindelse med afregning af sagen. Det vil afhænge af beløbets størrelse, om vi eventuelt vil bede om forudbetaling af beløbet. 

3.4 Betalingsbetingelserne er netto 8 dage fra fakturadato. Ved forsinket betaling beregner vi renter i overensstemmelse med rentelovens regler. 

3.5 Vi vil som udgangspunkt sende prisestimater på afgrænsede opgaver, hvis det ud fra opgavens karakter er muligt. SAVI vil dog afregne sager efter medgået tid, hvor et prisestimat ikke er fremsendt, og SAVI ikke på forhånd er blevet bedt om dette af Kunden. I sager, hvor Kunden er forbruger, vil opdrags- og prisoplysning gives til Kunden i overensstemmelse med de særlige krav hertil. 

3.6 Vores forvaltning af kundemidler sker i henhold til Advokatsamfundets regler. I henhold til klientkontovedtægten tilfalder al rentetilskrivning Kunden (positiv og negativ). For renter af indestående på vores klientsamlebankkonto, afregner vi dog kun positive renter, hvis en Kunde har et samlet indestående på mindst 200.000 kr. stående i mindst 20 dage. Hvis en sags karakter eller beløbets størrelse tilsiger, at det giver mening at oprette en særskilt klientkonto for en Kunde, vil udgifter til oprettelse og benyttelse heraf således viderefaktureres Kunden. SAVI eller banken vil i forbindelse med tilskrevne såvel som opkrævede renter, indberette disse til skattemyndighederne. 

SAVI kan videregive Kundens identitetsoplysninger til banken i forbindelse med Kundens indbetaling på klientkonti. 

I tilfælde af bankens konkurs vil indeståender på klientkontoen være omfattet af loftet på EUR 100.000 for dækning. Loftet gælder det samlede indskud i banken. Har Kunden andre indskud i banken end på klientkontoen, gælder maksimumgrænsen for det samlede indskud. SAVI har ikke noget ansvar for indskud på klientbankkonti i tilfælde af bankens konkurs.

4. Ansvarsbegrænsning

4.1 SAVI rådgiver alene efter dansk ret, medmindre andet er aftalt med Kunden. 

4.2 SAVI er ikke erstatningsansvarlig for tab eller skader, der er forårsaget af, eller direkte eller indirekte kan sættes i forbindelse med, en informationssikkerhedshændelse eller fejl eller nedbrud i IT-systemer, eller tab af enhver form, herunder indirekte tab, som følge af en banks konkurs. 

4.3 SAVI er ikke erstatningsansvarlig for rådgivning fra andre rådgivere. Det betyder blandt andet, at SAVI ikke er erstatningsansvarlig for rådgivere, som Kunden måtte have benyttet efter henvisning fra SAVI, og at SAVI ikke er erstatningsansvarlig for rådgivere benyttet efter aftale med Kunden. 

4.4 Erstatningskrav kan kun rejses mod SAVI og ikke mod de enkelte partnere. 

4.5 Erstatningskrav mod SAVI forældes 12 måneder efter, at en erhvervsdrivende kunde er eller burde være blevet bekendt med forhold, der måtte begrunde erstatningskravet, og under alle omstændigheder senest 3 år efter rådgivningen er givet. 

4.6 Vores erstatningsansvar i relation til en opgave kan ikke overstige DKK 2.5 mio. 

4.7 SAVI har tegnet ansvarsforsikring og garantistillelse gennem HDI GLOBAL SPECIALTY SE efter de regler, som Advokatsamfundet har fastsat, og ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed, uanset hvor advokatvirksomheden udøves.

5. Tilladelse til brug i markedsføring

5.1 Hvis det er aftalt med Kunden, kan SAVI i sin markedsføring oplyse, at vi har været advokat for Kunden i relation til en opgave.

6. Klage

6.1 Ved utilfredshed vil SAVI arbejde for en mindelig løsning med Kunden. Kunden kan dog indgive klage over en advokats adfærd eller honorar til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K. eller ved at benytte Advokatnævnets klageportal: www.advokatsamfundet.dk.

7. Tvister

7.1 I tilfælde af tvister mellem Kunden og SAVI skal disse løses ved almindelige danske domstole, efter dansk ret og på dansk.